Det er på en måde noget der igen og igen jager mig, eller så at sige mere er evigt tilstede, tavst og overvågende.
Det gælder alting.
Misforstå mig ikke; verden er et uendeligt smukt sted, men kun uden menneskets tilstedeværelse - eller mere det mørke i mennesket. Jeg elsker menneskeheden som helhed, men har kun foragt og fortvivlelse tilovers for det, individer kan forvandle hverandre til.
De siger at det er menneskelig natur, men jeg bliver igen og igen overrasket - negativt - over hvor dyrisk en person, der betragter sig selv som dannet og civiliseret, kan opføre sig. Her snakker jeg ikke om i de instinktive handlinger, kødets bedrageriske lyster, som til de fleste grænser er tilgivelige og næsten forventede - nej, jeg tænker på den omgang med andre mennesker vi har - de påduttede sociale koder, den selvfølgelige nedgørelse af svagere individer til egen vindings skyld på bekostning af fællesskabet.
Jeg siger dig, der findes ingen bedre isbryder end at finde fælles ting ved en anden person man ikke bryder sig om.
Jeg vil tage min udtalelse om det dyriske i det i mig igen - det er ikke naturligt, det er ikke menneskeligt - det er dæmonisk. Jeg kan ikke med god samvittighed opføre mig på førnævnte præmisser, og samtidig anse mig selv for et godt menneske.
Dog, tro nu ikke at jeg er en ren engel - langt fra. Disse ting er jeg jo kun opmærksom på, fordi jeg selv har aktivt deltaget i fremelskelsen af sådan en ungdomskultur - hvis man da kan kalde det sådan et uskyldigt ord.
Det er ofte at jeg tager mig selv i at være dette menneske jeg selv afskyr så dybt. Denne djævel i os alle, der bryder frem lige meget hvor inderligt vi prøver at skjule den.
Ingen kan være uden fordomme.
Ingen kan være uden bespottelse.
Ingen kan være uden skadefryd.
Det er menneskets dæmoniske natur, og jeg ser det alt for tydeligt i mig selv og i de mennesker jeg elsker
Jeg er følelsesløst og smertefuldt tilstede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar