Ligegyldighedens kvælende greb

Mit største problem i det nye år har ikke været julefedme eller en øm januarpung. Ej heller har det været forlængede nytårstømmermænd eller ufuldendte nytårsforsætter. Måske egentlig lidt det sidste alligevel. Som året har skredet frem, og vi nu er i den tredje måned af 2012, har jeg indset, at jeg ikke kommer til at gøre det, jeg sagde til mig selv den 31. december om aftenen: At jeg skulle for helvede tage mig sammen. I kender det sikkert, følelsen af at alting ramler ned om ørerne på én, og der ikke er noget som helst man kan gøre – ofte overreagerer man, oftest ser det hele lidt bedre ud efter en dag, en uge eller to.
Men ikke denne gang. Det er vel egentlig en langsom degenerering der har foregået over de seneste par år.  Mit største problem er slet og ret at jeg ikke kan gøre noget. Det går selvfølgelig værst ud over min skole, med alt for højt fravær, ligeledes stigende skriftligt fravær, og alt jeg kan gøre er at sidde og se på. For det er ikke fordi jeg ikke KAN gøre det – jeg tvivler skam ikke på at jeg har de intellektuelle kapaciteter til gymnasiet. Jeg mangler overhovedet heller ikke viljen – jeg ønsker så brændende at få en studentereksamen at det næsten gør ondt. Problemet er, at jeg ingen anelse har om hvorfor. Jeg aner ikke hvad jeg vil, når det hele er slut – jeg føler mig fremtidsløs. Og det skræmmer mig. Jeg er på ingen måde klar til at kaste mig ud i livet som ansvarlig voksen, der skal klare sig selv, og at der kun er mindre end halvandet år til for mit vedkommende, gør mig så forbandet inaktiv. Det er passiviteten og ligegyldigheden der kvæler ethvert forsøg fra min side på at komme videre – og alle sider fra næsten skriger folk at jeg skal komme i gang, se at få rettet op på det hele – og hvor har de dog ret. Men hvad skal jeg sige til dem? At mit grundlag smuldrede for to år siden, at jeg er så eksistensløs som jeg kan blive – ja, at jeg intet har at leve for. Selvfølgelig er der mennesker jeg elsker og har brug for, og jeg håber da at der er nogen der på sin vis også har brug for mig – men det giver mig ikke et livsgrundlag. Jeg kan ingen større mening se med min eksistens, eller nogen andres for den sags skyld, og det skræmmer mig at det hele skal være så forbandet meningsløst. Hvor jeg dog misunder de religiøse. De har et sted at hente mening.  Som ateist er man nødt til selv at skabe sig dette, og det kan jeg ikke.