Lad os være realistiske, nu. Jeg ved godt at du har sagt at det bedste man altid kan gøre er at håbe, men helt ærligt, når der ikke rigtig er noget sand at bygge sit sandslot af, så er man nødt til at se ind mod skoven.
Kan du følge mig?
Kan du følge mig?
Lad os nu se på mulighederne her. Livet er hårdt, og sådan er det for alle. Spolerede rigmandstøser der altid vil have penge nok, og aldrig være alene, vil på et tidspunkt opdage at de er de mest ensomme i verden, så misund dem ikke.
Alle bærer på ar, nogle ved bare ikke at de er der – de er måske de lykkeligste. De, der endnu ikke har opdaget at livet er røg og spejle, aske og flammer strøet omkring. Der er ingen himmelstige, men der er heller ikke noget sort, uendeligt hul. Vi er alle fanget i det samme sted, tvunget til at leve med hinanden til evig tid.
Men der er tre slags mennesker: De lykkelige der til stadighed fortsat tror på menneskets godhed og det evige liv, de fortabte der har indset altings meningsløshed, og de afklarede, der ligeledes har indset det, men også ved, at der intet alternativ er, så det egentlig gælder om at gøre det så godt som muligt for én selv.
Så ignorer de arrogante, smil til de fortabte og fortæl dig selv at det hele nok skal gå.
Lad os danse livet væk, du betyder alligevel ikke noget væsentligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar